Om Konnekt

Konnekt og Corona?
Fra Konnekts side følger vi Corona-situationen og regeringens vejledninger tæt. Situationen ændres hurtigt i øjeblikket, og det er derfor for tidligt at give et endegyldigt svar på, om Konnekt 2020 afholdes i maj. Vores bedste overbevisning er, at Konnekt bliver gennemført som planlagt, og vi er derfor fortsat i fuld gang i forberedelserne. Vi opfordrer til, at du tilmelder dig på almindelig vis her på hjemmesiden. Beløbet trækkes ikke fra dit kort indtil kort før, arrangementet afholdes – såfremt det afholdes naturligvis. Skulle situationen forværres, informerer vi om ændringer. Som deltager kan du være helt tryg ved, at arrangementet bliver aflyst, hvis det på nogen måde udgør en sundhedsrisiko i forbindelse med Corona. Dette vil vi melde ud så snart situationen byder os at aflyse stævnet. Vi håber på et fedt Konnekt igen i år!

Hej med dig!

Hvor er det godt at se dig! Lad mig tage dig på en hurtig rundvisning her på Konnekt – bare sådan en, vi forestiller os.

Kom indenfor!
Her ser du straks de glade ansigter ved informationen, som er klar til at tage imod dig og dine venner. Hen ad gangene finder du vej til miljøerne, der emmer af forventning til de seminarer, der foregår her. På vejen er der sofaer til afslapning og aktiviteter, I kan prøve af, lige når I vil. Går du ned langs standene (hvor man kan vinde slik for 300 kr bare til sig selv!), er du snart i hallen. Her foregår fællessamlingerne, og her kan du bl.a. møde Leif Andersen og Manuel Vigilius, årets hovedtalere. Sammen med dig står hundredvis af andre unge, der synger med på bandets beat og lovsynger Gud, som det hele handler om. Senere bliver scenen forvandlet til et teater, og der kommer tilbud om events lige fra rolige snakke til aktiv fysisk udfoldelse – men det er ikke endnu. Først kan du gå ned i caféen, spille et spil og spise vafler, lege med børnene i børnelokalet, fylde en kop kaffe eller tage et hvil i refleksionsrummet – for der bliver helt sikkert noget at tænke over.

Som du kan høre, er der noget til enhver på Indre Missions Ungdoms landsstævne, Konnekt. Her skal du ikke passe ind i en boks! Og det skal Gud heller ikke. Faktisk er det lige præcis det, vi skal prøve at lade være med i år, når vi under temaet ‘Unframing God’ matcher vores egne idéer om Gud med den, han selv siger, han er.

Det kan godt virke som om, du og dine venner er i centrum på Konnekt. Vi glæder os nemlig sådan til at se jer! Den egentlige hovedperson, som er Jesus, kommer selvfølgelig også, men indtil vi mødes, vil jeg bede dig om at tage del i det hele allerede nu!

Bed for Konnekt og alle, der kommer.

Tilmeld dig og kom præcis som du er. Opdag hvem Gud er i dit liv med alle din hverdags nærkampe, glæder og overraskelser. Konnekt er til dig, hvor end du er i livet, og hvor du er på vej hen.

Inviter andre med! Uanset om man føler sig lidt for gammel, kender Gud eller ikke, tager af sted med vennerne, børnene eller kommer alene, så er der plads til dig!

Konnekt er Indre Missions Ungdoms  landsstævne for alle unge voksne i alderen 18-30 år (børn er velkomne), som afholdes hvert år i Store Bededagsferien. Konnekt 2020 foregår den 8-9. maj på Ellekærskolen, Jernaldervej 5, 8210 Aarhus.

I år foregår alle taler og seminarer på dansk med mulighed for oversættelse til farsi.  

Spændende og varieret program

På Konnekt er der både fællessamlinger og et stort udvalg af seminarer i miljøerne. De fire fællessamlinger byder bl.a. på vedkommende, aktuel og nærværende forkyndelse, lovsang og andre spændende indslag. I miljøerne kan du deltage i præcis så mange seminarer og debatter om relevante emner i livet, som du orker. Programpunkterne kører parallelt med hinanden, så du vil helt sikkert gå glip af noget!

Café-område

Global Mission står igen i år for den gode stemning i caféen. Her kan du købe vafler, slik, en tiltrængt kop kaffe og en masse andet lækkert, samtidig med at du kan lytte til noget behageligt loungemusik, spille et spil, starte en god snak eller få en ny ven!

Bliv frivillig

Har du lyst til at være med til at stable Konnekt 2020 på benene, kan du kontakte Linda. Så kan hun fortælle dig, hvor der er allermest brug for dig. TAK til dig, som vil være en brik i at give hinanden et dejligt Konnekt!

Standområde

Der er nogen, der brænder for noget! Og nogle af de mennesker kan du møde i standområdet, hvor du kan få en super spændende snak om lige netop det projekt eller gren af mission, der fanger dit øje. Du kan også gå på opdagelse hos alle standene og deltage i konkurrencen om en slikkurv til en værdi af ca. 300 kr – bare til dig!